Fod

Ortoklinik tilbyder behandlinger for en række lidelser og problemer i foden. Disse er angivet nedenfor.
De kirurgiske behandlinger foretages af en erfaren speciallæge i ortopædkirurgi, og foretages som ambulante behandlinger, der ikke kræver indlæggelse.
Operationerne udføres efter anlæggelse af lokal bedøvelse i foden.

Skæv storetå (hallux valgus) og Knystdannelse

Smertende knystdannelse ved skævstilling af storetåen kan udgøre et stort problem. Tidlig korrektion af forfodsplatfod og brug af brede sko kan hæmme udviklingen i tilstanden. Operation er dog den eneste behandlingsform, som på lang sigt kan give varig bedring af tilstanden. Ved operationen vil isoleret kosmetisk behandling ikke give tilfredsstillende resultat, idet der ikke vil kunne opnåes tilstrækkelig reduktion af forfodens bredde til at afhjælpe trykproblemet. Derfor er en aksekorrektion af storetåstrålen nødvendig. Røntgenundersøgelse benyttes til at planlægge, hvilke type operation der skal udføres for at give det bedst mulige resultat. Læs mere på patientvejledning

Stiv storetå

Stiv storetå (hallux rigidus) betegner en tilstand med indskrænket bevægelighed, hovedsagelig opad-bøjning, i storetåens grundled. Dette medfører besværet og smertefuldt afsæt under gang. Generne optræder typisk, når bøjefunktionen opad reduceres fra de normale 70 grader til 30 grader. Røntgenbillede vil vise tegn på artrose (slidgigt) i grundleddet med knogleudbygninger på ledkanterne, der mindsker bevægeligheden. Den kirurgiske behandling er enten fjernelse af randudbygningerne og lidt af knoglehovedet, der indgår i leddet (Cheilektomi), artroplastik (Keller-Hamiltons operation) eller artrodese i let ekstension. Læs mere på patientvejledning

Nedgroet negl

Nedgroet negl rammer oftest storetåen. De typiske symptomer på dette er smerter, hævelse samt af og til pus fra kanten af tåneglen. Tilstanden skyldes ofte, at neglen klippes i bue og dermed for langt ned til siderne. Den forebyggende behandling er god fodhygiejne med vask af fødderne dagligt sammen med, at man undgår fodtøj, som trykker, og man undgår at klippe neglene for korte mod siderne. Nogle behøver hjælp fra en fodterapeut. Hvis anden behandling ikke lykkes, kan operation komme på tale, hvor en del af neglen fjernes på en sådan måde, at yderkanten af neglen ikke vokser ud igen.  Læs mere på patientvejledning

Lilletå knyst

Lilletå knyst kaldes også skrædderknyst (Taylor’s bunion) eller Bunionette. Knysten er beliggende ud for grundleddet til lilletåen. Lilletå knyst skyldes oftest en abnormal form af ledhovedet ud mod lilletåen, hvilket gør, at området får mere tryk i fodtøj end den øvrige del af fodens yderside. Årsagen kan også være den breddeøgning, der tit ses af forfoden med alderen, hvorved foden fylder mere i fodtøjet og derved trykkes mod knysten. Behandlingen retter sig primært mod anvendelse af passende fodtøj. Der kan fås aflastende indlæg til brug i sko, der fordeler trykket væk fra knysten. Hvis ikke det lykkes at aflaste knysten med indlæg og passende fodtøj, er operation en mulighed. Læs mere på patientvejledning

Fejlstilling af de små tæer: Hammertå, Mallet-tå, Klo-tå, Overliggende tå

Der findes en lang række fejlstillinger af de små tæer. Fejlstillingerne kan ses såvel isolerede som i kombination med hinanden. Det er karakteristisk, at der dannes hård hud på grund af tryk fra fortøj, og at der tilkommer smerter som følge af trykgener fra skoen. Personlig tilpasning af skoene kan ofte lindre smerterne. Men hvis dette ikke er tilstrækkeligt, kan det blive nødvendigt med operation, hvor man forsøger at korrigere tåens fejlstilling. Svarende til den enkelte patients fodstatus og behov for mobilitet findes en lang række operationsmetoder. Læs mere på patientvejledning

Seneknude (Ganglion)

En seneknude er en lille godartet ballon med et klart geleagtigt indhold, der udgår fra en ledkapsel eller seneskede. Seneknuder kan udvikles fra mellemfodens led eller tæernes led, men de kan principielt udgå fra alle ægte led. En seneknude kan nogle gange give ubehag på grund af tryk eller smerter, hvilket kan give indikation for behandling. Behandlingen er en operation i lokalbedøvelse, hvor man fjerner hele seneknuden. Læs mere på patientvejledning

Mortons neurom

Mortons neurom medfører brændende smerter i fodsålen som kan stråle ud i tæerne. Smerterne kommer først i forbindelse med gang, eller når man benytter de sko, der klemmer og som er årsag til generne. Smerterne skyldes, at nerverne til fodfod og tæer klemmes af mellemfodknoglerne. Tilstanden ses hyppigt i sammenhæng at fodens tværbue er faldet sammen og der er en forfodsplatfod. Det vigtigste behandlingstiltag er anvendelse af skotøjsindlæg, der neutraliserer fejlstilling. Hvis der er manglende effekt af korrekt indlæg, kan man foretage en operation, hvor den komprimerede, beskadigede del af følenerven fjernes. Som konsekvens af denne operation får patienten følelsestab lokalt og i noget af tæerne. De fleste patienter bliver dog smertefrie efter indgrebet. Læs mere på patientvejledning

Achillessenebetændelse

Betændelse i achillessenen er en kronisk irritationstilstand i og omkring hælsenen og dens fæste på bagsiden af hælbenet. Hovedsymptomet ved betændelse i eller ved achillessenen er hælsmerter. Smerterne kommer, når man begynder at bruge hælen aktivt, for eksempel under løb. Hvis man er platfodet, er risikoen for problemer med achillessenen større. Det er ofte tilstrækkeligt med udstrækninger af lægmuskulaturen, alternativ træning, tilpasning af fodtøj og eventuelt behandling med gigtmedicin.
Ved kronisk achillessenebetændelse kan indsprøjtning af binyrebarkhormon og/eller “high volume injektion” være en god behandling. Læs mere på patientvejledning

Hælspore

Hælspore (plantar fascitiis) er en hyppig årsag til smerter under hælen. Bindevævspladen i fodsålen hæfter til hælens knogle, og her kan den blive overbelastet eller udsat for slid, der fremkalder smerter under hælen ved belastning. Den primære behandling er støddæmpende indlæg under hælen, og tilpasset korrektion af underliggende fejlstilling i foden så som hulfod eller platfod. Plantar fascitiis er en lidelse som lindres på denne simple behandling indenfor 1-2 år. En sjælden gang kan operation komme på tale. Indgrebet går ud på at løsne senepladen fra fæstet på hælbenet. Læs mere på patientvejledning